Jette Kristiansen
Netværksdirektør & Netværksleder, EGN
63 21 40 00
jks@egn.com
Jette Kristiansen faciliterer netværk for kommunikationsrådgivere. Med en baggrund der spænder fra NGO’er som Red Barnet og Operation Dagsværk til store internationale virksomheder som Carlsberg og Mærsk, ved hun hvad det vil sige at arbejde med kommunikation i forskellig kontekst. Som selvstændig konsulent og facilitator er hendes fornemste opgave at hjælpe medlemmerne til at se ud over deres eget tunnelsyn.
Jette fortæller:
Jeg har en MA i international journalistik fra London og har siden arbejdet som kommunikationsrådgiver i mere end tyve år – både i nonprofit branchen og i store internationale koncerner. Den brede erfaring giver mig et godt fundament for at forstå de udfordringer, mine medlemmer står i. Når vi sidder ved bordet, er jeg ikke bange for at prikke til tunnelsynet. Et eksempel er, når diskussionen om rådgivning af ledere hurtigt bliver teknisk – antal opslag på LinkedIn eller den perfekte soundbite – mens den egentlige udfordring måske er noget mere personligt og grænseoverskridende, som kan være svært at italesætte overfor en chef. Det er præcis der, jeg forsøger at flytte samtalen hen.
Stemningen i mine netværk er uformel. Selvom medlemmerne sidder med meget forskellige ansvarsområder, er der en tydelig gensidig respekt og en stor vilje til at lytte og lære af hinanden. Inden hvert møde beder jeg medlemmerne tænke over, hvad de går og bokser med og gerne vil have andres input til. Men jeg har lært, at det oftest er i den mundtlige runde, at de egentlige emner dukker op – fordi man ikke selv ser løsningen på sit problem og derfor ikke tænker, at andre kan hjælpe. Så jeg lytter mig frem til, hvad vi skal tale om.
Når netværket gør en forskel
Jeg får energi af at se, hvor meget møderne betyder for medlemmerne. De siger tit, at det er svært at finde tid i kalenderen – men at det altid er tiden værd. Møderne bliver et åndehul, hvor de støtter hinanden og samtidig får faglige indspark og inspiration. Et af de mange øjeblikke der sidder stærkt i mig var da et medlem ved sit sidste møde – han stoppede på grund af et jobskifte – fortalte, hvad gruppen havde betydet for ham. Han beskrev, hvordan det havde givet ham ny livsenergi at opdage, at han ikke var alene med sine udfordringer, og at han havde fået mere selvtillid af at være en del af gruppen. Det ændrede fuldstændig stemningen i rummet. For alle andre havde opfattet ham som en utrolig kompetent fagperson – og alligevel havde han følt sig usikker og fundet hjælp hos de andre. Det er præcis det, et netværk kan.