TwitterLinkedInFacebookCopy Link

Fremtiden er her nu: Men tænk dig om, inden du digitaliserer

DEN DIGITALE REVOLUTION ER BEGYNDT, OG DEN VIL OMVÆLTE OS I EN SÅDAN GRAD, AT DET VIL OVERGÅ DEN INDUSTRIELLE REVOLUTION. FORSTÅR VIRKSOMHEDERNE AT UDNYTTE DIGITALISERINGEN, ER DER MASSER AF FORDELE OG HJÆLP I VENTE.

Der findes nok skræmmeeksempler på virksomheder, som overså truslen fra cyberspace: Kodak. Blockbuster. PostNord.

De seneste år er den digitale omstilling gået hurtigt, og mens nogle virksomheder såsom BMW har formået at følge med udviklingen, har andre komplet misset den – med fatale følger.

Lektor Alexander Richter er leder af I4L (Innovation for Leadership, red.) på ITU, et projekt støttet af Industriens Fond, samt forskningsleder for afdelingen for Digital Work Design på universitetet i Zürich. Siden 2007 har han forsket i virksomheders digitale transformation og studeret, hvad der virker – og hvad der absolut ikke gør.

Alexander Richter leder I4L, et fondstøttet projekt, der skal inspirere ledere og give dem et overblik over specifikke metoder og værktøjer til at udnytte digitaliseringens muligheder. Foto: PR-foto.

“Bilfabrikanter såsom BMW har haft svært ved at forudse, hvad der ville ske med bilsalget. Men da salget stagnerede, fordi den unge generation kun var interesseret i at blive transporteret – ikke i at eje en bil – blev de nødt til at reagere,” forklarer Alexander Richter og fortsætter:

“Derfor har de skiftet kurs og arbejder nu med mobilitet fremfor produktion og bruger it-specialister til at udvikle topmoderne systemer, der kan aflæse forbrugernes behov”.

De københavnske dele-elbiler DriveNow er ifølge Alexander Richter et godt eksempel på dette.

Hvad skal vi bruge det til?
Ifølge den tyske forsker er det derfor afgørende, at ledere omstiller sig mentalt til den digitale transformation. I processen skal de stille sig selv spørgsmålet: Hvad er vi bedst til?

Og først når man har svaret, skal man indtænke it.

Omstillingen går hurtigt, men ikke så hurtigt, at man ikke kan tage et skridt ad gangen og tænke over, hvorfor man tager de skridt.

En af de helt store tendenser, som lige nu fylder i mange virksomheder er Internet of Things (IoT, red.). Teknologien åbner op for nye muligheder til eksempelvis dataindsamling og vidensdeling, men skal det reelt give værdi i virksomheden, bør ledere gøre sig klart, hvordan den indsamlede data og viden skal bruges.

“Lederen skal se på kulturen i virksomheden. Det bliver for overvældende, hvis man bare implementerer IoT alle egne vegne og digitaliserer i et væk. Omstillingen går hurtigt, men ikke så hurtigt, at man ikke kan tage et skridt ad gangen og tænke over, hvorfor man tager de skridt,” siger Alexander Richter:

“Brugervenlighed skal være det primære fokus, hvorfor det også kan være nødvendigt at luge ud i systemer. Og så skal man tænke sikkerhed ind, så dataen er beskyttet.”

Et intelligent whiteboard
Innovationschef i IBM’s Watson IoT-division, Anders Quitzau, arbejder med at implementere ’kognitiv’  IoT til virksomheder, som platform for nye forretningsmodeller.

Ifølge ham er det afgørende, at ledere både ser på, hvorvidt forretningsmodellen er holdbar, om den skaber kundefordele – og man tænker data og anvendelsen af IoT ind fra starten.

For selv om der ofte sættes lighedstegn mellem IoT og automatisering, kan teknologien faktisk også bruges til samarbejde. Et godt eksempel er kopimaskinefabrikanten Ricoh, hvis topprodukt idag er et whiteboard med integreret Watson IoT.

Anders Quitzau er Innovationschef hos IBM Danmark med særligt fokus på mulighederne inden for IoT, Internet of Things, og AI, kunstig intelligens – eller det, man hos IBM kalder Kognitive Systemer. Foto: PR-foto.

“Lad os sige, at du skal have et onlinemøde med en samarbejdspartner i Japan. Når du skriver noget på engelsk, oversættes det til japansk på samarbejdspartnerens whiteboard og tager samtidig referat,” siger Anders Quitzau:

“Og på sigt kan deres whiteboards blive indgangsportalen til virksomhedens tal og andre eksterne fakta.”

Ekspertens råd: start i det små og skaler op
Et andet godt eksempel er elevatorfabrikanten KONE. Fremfor blot at producere og installere elevatorer og rulletrapper, ser de nu sig selv som en People Moving Service, hvor de ved hjælp af IoT kan forudse, når en elevator er ved at gå i stykker – og reparere den i tide.

Ja, visse funktioner overflødiggøres – men ofte er det rutineprægede opgaver, hvor medarbejdernes evner kan bruges et mere spændende sted.

Dermed kan KONE’s forretning transformeres til en ny forretningsmodel baseret på at levere ’people moving’ som en service.

“Ligesom teknologien har hjulpet os med at løfte tunge ting, kan IoT og kognitiv intelligens (også kaldet kunstig intelligent, red.) give os adgang til viden og hjælpe os med at bruge den. IoT, robotics og kognitiv computing skal ses som hjælperedskaber. Ja, visse funktioner overflødiggøres – men ofte er det rutineprægede opgaver, hvor medarbejdernes evner kan bruges et mere spændende sted,” siger Anders Quitzau.

Hans råd til de virksomheder, der står foran den digitale omstilling, er klar:

“Start i det små og sørg for, at systemerne kan skaleres op. På den måde kan man følge med udviklingen, få medarbejderne med og samtidig holde et fornuftigt tempo og økonomi.”

Læs også: Fem gode råd: Det skal du overveje, før du implementerer IoT

TwitterLinkedInFacebookCopy Link