Spring til indhold

Mød Susanne Svejgaard

Susanne Svejgaard

Business Unit Director & Netværksleder, EGN

61550966

sus@egn.com

Susanne Svejgaard er Business Unit Director og Netværksleder hos EGN og har gennem tiden faciliteret netværk indenfor en lang række fagområder og ledelsesniveauer. I dag faciliterer hun netværk for Berlingskes Talent 100 samt Senior Specialister. Med en karriere, der spænder over ledelse, drift og procurement i store virksomheder, kombinerer hun solid erhvervserfaring med en stærk facilitatorrolle. Hun er ansvarlig for en portefølje på over 140 netværksgrupper og er en del af den danske ledergruppe hos EGN.

Susanne fortæller

Jeg har en baggrund fra facility management, bilbranchen og procurement – som afdelingschef for et industrielt vaskeri, Nordic Contract Manager i et stort forsikringsselskab og, med base i Australien, som National Procurement Manager for verdens største facility management virksomhed. Den erfaring bruger jeg ikke primært til at komme med svar, men til, som facilitator, at understøtte problemløsningsprocessen. Jeg holder mig bevidst i facilitatorrollen og sørger for at sætte rammerne og sikre at processen er hjælpsom og ubesværet for gruppen at være i. Mit fokus er at give alle i rummet mulighed for at byde ind med al deres viden og gøre hinanden klogere.

Stemningen i mine grupper er varm, uformel og præget af en seriøsitet, der gør, at vi rent faktisk kommer i dybden. Jeg plejer at sige, at vi skal være ordentlige og ærlige. Det betyder, at medlemmerne opfordres til at give hinanden venligt modspil, fordi rygklapperi ikke giver nogen noget. Allerede fra første møde i en ny gruppe arbejder jeg aktivt på at skabe et trygt rum: Jeg præsenterer et dilemma, der afslører sårbarhed, og har en åben dialog om, hvad der skal til for at vi kan dele det, vi normalt ikke siger højt på jobbet. Og så sørger jeg for, at vi balancerer fokus på det svære i arbejdslivet med alle succeshistorierne. F.eks. er det virkeligt opløftende når jeg følger op på de dilemmaer vi tidligere har drøftet og som, ved gruppens hjælp, er blevet løst.

Når netværket gør en forskel

Jeg er netværksleder, fordi det er utroligt givende at kunne skabe de rammer og de relationer, hvor vi kan være åbne om fortrolige problemstillinger og finde bedre løsninger sammen. Bag de professionelle facader gemmer sig hele mennesker, hvis liv jeg har fulgt over flere år – i gode og svære tider. At få lov at være en del af det er enormt berigende. Et af de øjeblikke, jeg husker bedst, var da et medlem delte sin ambition om at blive CEO inden for 3 år. Gruppen kom med mange brugbare input – men det var de opklarende spørgsmål, der virkelig ramte noget. Da han blev spurgt: “Hvor meget af dig vil være CEO fordi det er en spændende professionel udfordring – og hvor meget er det for at kunne vise dine forældre og din hjemby at du er blevet til noget stort?” måtte han trække vejret og sige, at det var et spørgsmål, han skulle hjem og reflektere over. Og det gjorde han – inden han fik en ærlig snak med sin hustru om hvordan hans ambitioner kunne indgå i deres fælles fremtid. Det er præcis dét, netværk kan.