Sådan bestemmer din stemme over dit arbejdsliv
Hvis du gerne vil have mere gennemslagskraft på din arbejdsplads, er du nødt til at være din stemme bevidst. Merete Nørgaard har arbejdet med sin…
Ledere som formår at kommunikere med storytelling, lykkes langt bedre med at få medarbejderne med ombord på nye strategier
Tal, grafer, KPI´er og tunge formuleringer er nødvendige for alle ledere at beskæftige sig med, men lærer man at bruge storytelling i sin kommunikation, kan det videregives mere spiseligt. Mathias Grüttner er direktør hos Rhetorica. Her arbejder de med ledelseskommunikation, og et af de værktøjer, han holder mest af, er storytelling.
”Det, som storytelling kan, er, at det kan skabe mening og helhed. Det kan skabe en helhed i en kæmpe organisation som stritter i øst og vest. Med storytelling kan man få bygget et sammenhængende, stort billede, så folk forstår, hvad man gør og hvorfor,” fortæller han.
I sit arbejde som konsulent for ledere på alle niveauer, møder han meget ofte mennesker, som er teknisk dygtige til deres job, men som har svært ved at kommunikere effektivt til deres medarbejdere. Her kan det at lære om storytelling virkelig gøre noget.
”Når man bruger storytelling i sin formidling, taler man i eksempler, og man taler om noget, som har kød på sig. Eksempler øger effektiviteten af det data, ma kommer med. For selvfølgelig skal man stadig have de væsentlige tal formidlet. Mennesker kan bare bedre huske det konkrete end det abstrakte, og dette gør storytelling mere langtidsholdbar end andre typer kommunikation.”
Ligeledes argumenterer Mathias Grüttner for, at de gode historier, hvis fortalt godt, kan sprede sig gennem organisationen, blive diskuteret over frokostbordet og dermed integreres den bagvedliggende strategi nemmere.
Næsten al ledelse fungerer via kommunikation. Det handler om at opnå resultater og sørge for, at folk løber efter samme mål. Kommunikation er et essentielt redskab til at nå sine strategiske mål. Derfor påpeger Mathias Grüttner vigtigheden i, at ledere formår at kommunikere effektivt.
”God kommunikation skaber mening, retning og følgeskab. Har man opnået alle tre ting i sin virksomhed, er man nået langt.”
Han fortæller også, hvordan han tit møder ledere, som nogle gange får stor succes med at kommunikere en ny strategi, uden selv at vide hvorfor. Her er det vigtigt at anerkende vigtigheden af kommunikationsformen.
”Vi taler om at tænde passionen hos medarbejderne. Det synes mange er svært, men nogle gange er de ubevidst kompetente, nogle gange rammer de rigtigt uden at vide, hvorfor. Her skal man lære at kopiere de gode sider, og det gør man bedst ved at udvide sin viden om kommunikation.”
Netop det med at tænde passionen, mener Mathias Grüttner er en slagside for mange ledere, som traditionelt har været meget tal og statistik orienterede.
Al forandring er svær, og derfor kræver det også store overvejelser at vurdere, hvordan man skal kommunikere om en kommende forandring.
”Det svære ved forandring er, at vi ved hvad vi har, ikke hvad vi får. I forandring ligger en latent kritik i, at det vi har gjort indtil nu, åbenbart ikke er godt nok. Den følelse kan være svær at komme igennem. Derfor er en effektiv kommunikation altafgørende for, om dine medarbejdere begejstres af ideén.”
Et vigtigt element i at formidle kommende forandringer er, ikke at overrumple folk. Brug derfor gerne tid og kræfter på at genfortælle, alt det, som går godt, så der skabes psykologisk tryghed.
”Det er sjældent, at en virksomhed vender 180 grader og skal til at gøre alting anderledes. Typisk vil der være tale om små strategiske forandringer. Derfor er det en god idé også at fortælle om de ting, som ikke skal ændres. Det gør tanken om forandring mere overskuelig.”
Når en kommende forandring så er kommunikeret, er det vigtigt at holde motivationen oppe. Mange strategiske tiltag tager lang tid, inden det viser resultater. Bliv derfor ved med at kommunikere vigtigheden.
Som en del af en professionel netværksgruppe hos EGN, kan du få sparring og inspiration til alt det, der udfordrer på arbejdet. Vores ledergrupper samler ledere om at gøre hinanden bedre. Det kan både være på den tekniske front, men også på emner såsom intern og strategisk kommunikation. Her kan du læse mere om vores mange forskellige grupper.