Carsten Wædeled er netværksdirektør hos EGN Danmark Topledelse og faciliterer netværk for CEO’er, administrerende direktører, ejerledere, bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformænd. Med en karriere på tværs af internationale virksomheder som Danfoss, Arla, Kosan Crisplant og Total Wind og mere end 15 års erfaring fra bestyrelser og advisory boards bringer han en praksisnær tyngde til bordenden. I 2026 blev han kåret til Årets SMV-bestyrelsesformand.
Carsten fortæller:
Jeg er oprindeligt teknisk uddannet inden for industriautomation og har siden bygget videre med en Executive MBA i strategisk ledelse, en uddannelse i Top Governance samt en Executive MBA i erhvervspsykologi. Jeg har haft direktørroller i en række internationale virksomheder og arbejder i dag parallelt som certificeret bestyrelsesformand i flere SMV’er, hvor ESG, bæredygtighed og digitalisering er centrale temaer. Jeg underviser desuden på Aarhus BSS og Teknologisk Institut – DTUs bestyrelsesuddannelse i digital omstilling, data og AI, og jeg er medforfatter til ledelses- og strategihåndbogen “Visionær Ledelse”. Alt det bringer jeg med ind i rummet – ikke for at holde foredrag, men for at holde medlemmerne opdaterede, relevante og udfordrede. Mit mål er, at de gennem netværket forbliver stærke som topledere og bestyrelsesprofessionelle.
Stemningen i mine netværk er uformel, men fagligt på et højt niveau. Der er åbne og tillidsfulde dialoger, og medlemmerne har en oprigtig interesse i hinanden – de udfordrer hinanden, afdækker hinandens blinde vinkler og byder aktivt ind. Der er god stemning og plads til humor og gode grin. Det er ikke tilfældigt: Jeg arbejder bevidst ud fra princippet om psykologisk tryghed i et fortroligt og præstationsfrit rum, hvor jeg kombinerer min baggrund inden for erhvervspsykologi med empati. Når folk føler sig trygge, tør de også dele det, der er svært.
Når netværket gør en forskel
Jeg elsker at arbejde med og udvikle mennesker. Min drivkraft er at få topledere og bestyrelser til at være modige og åbne op – at “sætte strøm” til viden, læring og værdiskabelse, så vi sammen slipper potentialerne fri og eksekverer strategierne. Devisen er: fra inspiration til acceleration. Et konkret eksempel: En CEO skulle præsentere en ny strategi for en ny bestyrelse og brugte sit netværk som generalprøve. Medlemmerne pillede oplægget fra hinanden, udfordrede data, analyser og strategiske modeller – og hjalp ham med at sammensætte en stærkere og mere gennemtænkt strategi. Bestyrelsens reaktion var meget positiv, og CEOen vendte tilbage til gruppen med tak og feedback. Det øjeblik er for mig kernen i, hvad et godt netværk kan.