Det er ingen hemmelighed, at arbejdsmarkedet har fået sig et gevaldigt hug i løbet af de seneste måneder. Fyringsrunder på kontorerne, budgetter, der strammes for virksomhedens overlevelse og fjernarbejde, der for mange nu er blevet en integreret del af arbejdslivet.

Mange mennesker har efterhånden afholdt sommerferien og vendt snuden mod arbejdet igen. Men for mange er realiteten en anden. Det er disse mennesker, der under krisen har mistet deres job og skal bevæge sig ud i et nyt, ukendt karriereeventyr – en opgave, der kan virke nærmest uoverskuelig i vores stadigt udfordret arbejdsmarked. For alle de seneste fyringsrunder betyder uundgåeligt, at der nu er ekstra mange om buddet. Ligegyldigt hvor god man er til sit arbejde, ja, så skal man højst sandsynligt kæmpe side om side med andre for at udmærke sig og placere sig selv på arbejdsgivernes radar. Og det er langt fra en nem opgave.

En umiddelbar undren kan være, om det overhovedet kan svare sig at søge arbejde nu – for hyrer virksomhederne egentlig nye kandidater eller må man antage, at ingen er interesserede i at søge ny arbejdskraft på nuværende tidspunkt? Vi ved, at økonomer forudser en væsentlig tilbagegang, men karriereeksperter vurderer samtidig, at det bedste man kan gøre, er at forsætte med at søge og netværke – under den forudsætning, at man tilpasser sin jobsøgning med respekt for det usikre arbejdsmarked.

For selvom virksomhederne måske forsat holder på ressourcerne lidt endnu, må vi antage, at det for mange virksomheder lige nu handler om at arbejde sig igennem de spørgsmål, som krisen stiller, især ift. hvordan man fremadrettet forholder sig til, at en virtuel arbejdsbase også er blevet en realitet. Virksomhederne vil altså langsomt begynde at række ud inden længe, og når det sker, vil de mennesker, der har haft et vedholdende fokus på relationsopbygning, netværk og idéudveksling være bedre stillet.

Som jobsøger er der nogle konkrete, håndgribelige måder, hvorpå du kan øge dine chancer for at fange den helt rigtige arbejdsgivers opmærksomhed. De nedenstående tips er inspireret af Judith Humphrey, forfatter og stifter af The Humphrey Group.

Fokusér. I disse tider kan du måske blive fristet til at udbrede din jobsøgning yderligere og lægge en ansøgning ind på samtlige stillinger, du synes er relevante – også dem, som måske kun har en flig af relevans for din arbejdsmæssige profil. Denne metode kan dog give bagslag, for mange af stillingerne vil vise sig i sidste ende ikke at stemme overens med dine kvalifikationer. Selvfølgelig kan man skræddersy og tilpasse sit CV til en vis udstrækning – men dette gør dig kun mere ufokuseret og trækker dig længere væk fra de jobs, der rent faktisk passer til dig. For virkeligheden er den, at du kun er en ideel kandidat for et begrænset udvalg af jobs. Brug derfor hellere din tid og energi på at udnytte dit netværk og diverse jobportaler til at lokalisere lige netop de stillinger, der giver mening. Det vil både øge dit fokus på jobsøgningen, men også når du skal forberede dit CV.

Optimér dit CV. Det er yderst vigtigt, at du har fokus på at inkorporere de rigtige nøgleord i dit CV. Over 90% af virksomheder benytter sig af maskinbaserede systemer til at ”screene” CV’er hos potentielle kandidater, og derfor bør dit CV indeholde nøgleord, der udløser positive reaktionerne hos virksomhedens system. Har virksomheden listet en række essentielle kvalifikationer i stillingsbeskrivelsen, kan du f.eks. forsøge at indarbejde nogle af disse kvalifikationer, når du skriver din egen ansøgning – disse bør komme til udtryk både i ansøgningens indledning og midte.

Afstem din LinkedIn-profil. LinkedIn kan være en værdifuld ressource i din jobsøgning – men kun hvis din profil stemmer overens med din ideelle jobbeskrivelse og dit CV. Mange virksomheder bruger nemlig LinkedIn SEO til at scanne for nøgleord, der kan afdække potentielle kandidater. Hvis din LinkedIn-beskrivelse indeholder nøgleord, der stemmer overens med din ideelle job-beskrivelse og CV, øger du naturligt dine chancer for, at du vil blive fundet af arbejdsgivere til et job, der passer til dig. Sørg altid for at have et professionelt billede og skarpe tekster på din profil – en potentiel arbejdsgiver vil lægge mærke til det.

Tag hånd om din tilstedeværelse på de sociale medier. Dine profiler på sociale medier såsom Twitter, Facebook og Instagram, kan rent faktisk have stor betydning for udfaldet af din jobsøgning og, i værste fald, gøre mere skade end gavn – især hvis dine profiler giver upassende eller modstridende billeder af dig. Det er altså vigtigt, at alle dine offentlige profiler formidler ét samlet, overensstemmende billede af dig. De fleste arbejdsgivere vil nemlig tjekke alle dine profiler for at sikre, at det udtryk, du giver stemmer overens med dine professionelle mål.

I disse tider handler det om at forberede sig og aktivt arbejde på sin jobsøgning – også selvom der måske lige nu opleves stilstand på mange områder af arbejdsmarkedet. Under en økonomisk tilbagegang er det især vigtigt at holde fokus mod det, man kan kontrollere lige nu; nemlig at kontinuerligt forbedre sine kompetencer og egenskaber og benytte sig af sit netværk. På den måde tager man hånd om grundarbejdet, der i sidste ende kan være afgørende for ens jobchancer, når arbejdsmarkedet så småt begynder at ligne sig selv igen.

 

Tal med en rådgiver om dine muligheder i vores netværk:

"*" indikerer påkrævede felter

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.