Interview med Dan Sandberg / Seniorspecialist i salgsadfærd og kundeudvikling Jyske Bank – med mange års erfaring som CCO. 

Dan Sandberg har været medlem af en professionel netværksgruppe for CCOs i fire år. Da han blev kontaktet af EGN i sin tid, var han netop på udkig efter et netværk, og han har ikke fortrudt sin beslutning om at sige ja. 

For Dan handler netværket om at møde ligesindede ledere, der deler ansvarsområde og udfordringer. Han er, som han selv siger det, en netværker af den gammeldags slags. 

”Jeg vil gerne møde folk med samme udfordringer som mig, men som anskuer dem på andre måder. På samme måde kan jeg nogle gange hjælpe dem, ved at se deres udfordringer fra mit perspektiv. Jeg mener, det handler om at give først og så få tilbage.” 

Den kontinuerlige gensidige inspiration Dan får fra netværket, er for ham det vigtigste aspekt.  

”Det er ikke de store åbenbaringer, jeg er på jagt efter, det er snarere en lind strøm af små indtryk, der tilsammen har kæmpe værdi. Mit netværk bruger jeg til de udfordringer, jeg ikke kan løse med en internetsøgning.” 

Netværket uden om møderne 

Dan Sandberg udnytter sit netværk til fulde. Udover at være en aktiv deltager i de arrangerede netværksmøder, tøver han ikke med at trække på sine kontakter fra gruppen uden om møderne. 

”Jeg har eksempelvis været ude hos en fra min gruppe, som hedder Christian. Han bruger meget AI i sit pitch og salgsarbejde, så jeg tog ud til ham for at få inspiration. Det har jeg siden taget med tilbage til min egen organisation.”  

En ensom titel 

Mange CCOs er alene om deres titler ude i virksomhederne. Her kan de komme i klemme mellem kpi´er udstedt af direktionen og deres medarbejderes umiddelbare behov. Derfor er Dan glad for at kunne rådføre sig med andre, der har oplevet lignende situationer.  

”Sparring kan være svær at finde internt i min organisation, så det er utroligt værdifuldt at have et netværk fyldt med folk, som deler samme faglige virkelighed som mig.” 

Ekspertoplæg 

Det hænder dog, at Dan og de andre medlemmer i gruppen, får inspiration udefra. Her sørger netværkslederen for, at det handler om temaer relevante for deres udfordringer og med oplæg fra dygtige eksperter.  

”Senest havde vi et oplæg om bæredygtighed i salget, og om hvordan vi kan implementere det i vores egen virksomhed. Her var det rigtig godt at have en ekspert ude og holde oplæg for os, for det var der ikke nogle af os i gruppen, som vidste særlig meget om.” 

Selvom Dan Sandberg ikke selv længere arbejder som CCO, men er gået over til seniorspecialist, er han fortsat i sin netværksgruppe for CCOs. Han deler stadig mange af de samme udfordringer som CCOs i gruppen, og kan bidrage med sin store erfaring.  

Du kan læse mere om vores netværk for topledere her, og om vores netværk for senior specialister her.