“Ledertrivsel bliver ofte betragtet som et personligt anliggende. Men i virkeligheden er det et strategisk organisatorisk anliggende,” siger erhvervspsykolog og ledelsesekspert Lill Palmblad.
Ledere forventes at sætte retning, træffe svære beslutninger, støtte deres medarbejdere og navigere i en verden præget af konstant forandring. Alligevel er der et vigtigt spørgsmål, som sjældent bliver stillet:
Hvem passer på chefen?
Ifølge Lill Palmblad, der er medforfatter til bestselleren Hvem passer på chefen,nu udkommet på engelsk som Who Looks After the Boss?, er ledertrivsel en af de mest oversete drivkræfter bag organisationers performance.
Forud for hendes kommende EGN Global-webinar har vi talt med hende om, hvorfor ledertrivsel fortjener en plads på enhver direktionens dagsorden.
Ledelse er højrisiko arbejdsmiljø
Selvom ledelse giver mening, indflydelse og mulighed for at gøre en reel forskel, indebærer lederrollen også en særlig kombination af psykiske belastninger.
“Forskningen har identificeret en række psykosociale risikofaktorer, som påvirker menneskers sundhed og trivsel. Det særlige ved ledelse er, at mange af disse risikofaktorer er til stede på samme tid – og så med ekstra pres ovenpå,” forklarer Lill.
Ledere balancerer konstant i krydspres mellem prioriteter og interessenter, træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag, støtter medarbejdere gennem vanskelige situationer og bliver løbende vurderet fra alle sider – af medarbejdere, kolleger og deres egen ledelse.
“Ledelse rummer store muligheder for mening og indflydelse. Men organisationer er også nødt til at anerkende, at det er et af nutidens mest krævende arbejdsmiljøer.” tilføjer Lill.
De første tegn er ofte usynlige
Mange organisationer tror, at de let vil opdage, når en leder begynder at mistrives. Men ifølge Lill overses det alligevel ofte.
“De fleste forventer tydelige symptomer på stress hos personen. Men ofte viser de første advarselstegn sig i kvaliteten af ledelsen,” påpeger Lill.
Beslutningsprocesserne bliver langsommere. Svære samtaler bliver udskudt. Ledelse bliver mere reaktiv end proaktiv. Samarbejdet i ledergruppen svækkes, og konflikter bliver vanskeligere at løse.
“Det er sjældent, at en leder pludselig bare vågner op en morgen og ikke længere kan lede. Langt oftere ser vi, at ledelseskapaciteten gradvist bliver udhulet,” forklarer Lill.
I stedet for udelukkende at fokusere på den enkelte leder bør organisationer stille et andet spørgsmål.
Kvaliteten af ledelse afspejler ofte rammerne for ledelse. I stedet for at spørge: ‘Hvad er der galt med lederen?’, bør vi spørge: ‘Har vi skabt de betingelser, der gør det muligt for lederen at lykkes?’
Ledertrivsel er et fælles ansvar
I mange år er ledertrivsel blevet betragtet som noget, ledere selv måtte håndtere. Den tankegang bør ændres, mener Lill.
“Ledertrivsel skabes ikke i enrum. Den opbygges gennem relationer, kultur og stærke lederfællesskaber,” forklarer Lill.
Organisationer bør skabe rammer, hvor ledere åbent kan tale om både det, der begejstrer og giver dem energi, og det, der belaster dem. Ledergrupper bør være fora både for støtte og sparring – og for effektivt samarbejde og beslutninger.
Den øverste ledelse spiller samtidig en afgørende rolle.
“CEO’er påvirker ledertrivslen hver eneste dag gennem de prioriteter, de sætter, de ressourcer, de fordeler, og den kultur, de skaber.” uddyber Lill.
At investere i ledelseskapacitet
I sidste ende handler ledertrivsel om meget mere end at forebygge stress og udbrændthed. Ledertrivsel handler om kapacitet.
“Spørgsmålet er ikke, hvordan vi fjerner presset fra ledelse. Ledelse vil altid indebære pres. Det afgørende spørgsmål er, om vi giver ledere de rette betingelser for at håndtere presset på en god måde,” forklarer Lill.
Organisationer, der investerer i ledertrivsel, styrker deres evne til at træffe gode beslutninger, navigere i usikkerhed og fastholde ledelse af høj kvalitet over tid.
Derfor er samtalen vigtig netop nu
Ledelse har ændret sig markant gennem det seneste årti. Forventningerne til ledere vokser fortsat, mens kompleksitet og usikkerhed er blevet permanente vilkår.
“Vi har brug for god ledelse mere end nogensinde før. Samtidig er lederjobbet blevet mere krævende og i mange lande bliver det stadig sværere at tiltrække nye ledere,” siger Lill.
Derfor mener hun, at ledertrivsel ikke kun handler om nutidens ledere. Det handler også om fremtidens ledelse.
Hvis vi ønsker bedre ledelse, er det derfor på tide at stille det helt grundlæggende spørgsmål: Who Looks After the Boss?
