Ekspert i emotionel intelligens, Mikkel Severin, er ikke i tvivl; EQ udgør den komparative fordel, som vinder eller taber slaget for enhver virksomhed

Mikkel Severin er Danmarks førende ekspert i emotionel intelligens og yderst eftertragtet blandt danske virksomheder. For ligesom ham, er erhvervslivet ved at få øjnene op for potentialet ved at arbejde strategisk med konceptet. Men hvad betyder emotionel intelligens egentligt, og hvorfor er det så vigtigt at have?

Han definerer emotionel intelligens, eller EQ, som værende spørgsmålet om, hvorvidt man er i stand til at afkode sig selv og andre og på den baggrund agere optimalt i enhver given situation. Mere mundret forklarer han det således:

”Det handler helt kort om, hvilke følelser du driver for dig selv og hvilke følelser du driver for andre. Er du en person som giver energi, eller er du en person, som tager energi fra andre? Er du en person som alle har lyst til at arbejde sammen med, eller er du en person som folk skyr væk fra?”

Det lyder måske banalt, at man skal være god mod sine medmennesker, men emotionel intelligens er en videnskab og et værktøj, hvis business case ikke er til at tage fejl af.

Strategisk prioritering af EQ er nødvendigt

At arbejde strategisk med EQ er ifølge Mikkel Severin ikke blot en mulighed, men en nødvendighed. Det er nemlig menneskene i en virksomhed, der gør forskellen.

”Emotionel intelligens er den allermest afgørende faktor i strategien. Der er to ting, der skal til for at en virksomhed opnår eminent succes. Den skal være smart og den skal være sund. Udfordringen er, at stort set alle virksomheder er smarte. De er stærke inden for strategi, finans, markedsføring og teknologi.” fortæller han.

Det er dog ikke nok at være smart, for negligerer man fokus på også at være sund, underminerer man hele organisationen:

”I en sund organisation er hele topledelsen allignet. Der er minimalpolitik og minimalt med misforståelser. Klare retningslinjer og glade medarbejdere. Høj produktivitet og stor resultats skabelse. Vi ser, der hvor EQ ikke er en prioritet, at der er tårnhøj turnover og stor utilfredshed hos medarbejderne.”

Ingen forfremmelse uden EQ

Mange mennesker vil givetvis af dem selv udvise emotionel intelligens. Det bliver dog først rigtig effektfuldt på organisationsniveau, når der arbejdes strategisk med det, og hele virksomheden arbejder ud fra samme perspektiv. Mikkel Severin taler om et EQ mindset:

”Dem som lever efter et EQ mindset, de har fuldstændig klare retningslinjer. De ved, hvorfor de er sat i verden og hvad deres vigtigste prioriteter er. Og det er ikke nok med, at topledelsen ved det, alle i hele organisationen ved det.”

Dette betyder også, at man skal tænke sig grundigt om, når man forfremmer folk. Baserer man forfremmelser på anciennitet, omsætning og evner, risikerer man at begå en stor fejl.

”Når man arbejder med EQ, ændrer man på kriterierne for at blive forfremmet. Her kan man kun blive det, hvis folk kan lide at arbejde sammen med dig og man opfylder de emotionelle kriterier. Uanset hvor teknisk du er, eller hvor stor omsætning du laver, så kan du ikke blive forfremmet uden at opfylde de kriterier.”

Emotionel intelligens kan udvikles

Mikkel Severin rådgiver topledere og virksomheder om afkodning af folks emotionelle intelligens indenfor ledelse og forhandling baseret på sine Mind Control teknikker.

Forskning fra Stamford University har vist, hvordan hjernen reagerer, når den udsættes for udfordringer, den ikke kan løse. Her ses det tydeligt, hvordan nogle klapper i, imens andre lyser helt op ved udsigten til at kunne lære noget nyt. Og det er interessant for, hvordan vi alle sammen kan blive bedre til at arbejde sammen.

”Når man arbejder ud fra et EQ mindset, skal man kunne tage imod kritik og være villig til at ændre sig selv og sine metoder til fordel for det fælles bedste. Kun hvis man lægger egoet til side, vil en virksomhed virkelig kunne opnå succes.”

Særligt vigtigt i krisetider

Når kriserne rammer har mange virksomheder en tendens til at skære alt det fra, som ikke ved første øjekast påvirker bundlinjen. Men det er en stor fejl kun at arbejde med det tekniske. Strategisk arbejde med emotionel intelligens sikrer den harmoni, enhver virksomhed behøver.

”Alle skal arbejde hen imod det samme mål. Hvis folk går med deres egen agenda stritter pilene i alle mulige retninger, og så er det umuligt at flytte organisationen ud af krisen.”

Det der adskiller den øverste procent af virksomheder fra resten, det er, at de arbejder strategisk med EQ og har mennesker som prioritet.

Ledernetværk udvikler dig

Ledergerningen er en kompleks størrelse, hvor mange store beslutninger skal tages på egen hånd. Derfor er EGNs ledergrupper en god platform til at møde ligesindede, som kan dele erfaringer med hinanden. Læs mere om EGNs netværksgrupper.