Tidens geopolitiske spændinger og teknologiens acceleration ændrer trusselsniveauet for danske virksomheder, vurderer krisestyringsekspert Jonas Muñoz Sylvest.  

Den globale sikkerhedssituation har ændret sig radikalt de seneste år, og danske virksomheder befinder sig nu i en ny realitet. Ifølge sikkerheds- og krisestyringsekspert, Jonas Muñoz Sylvest, er virksomheder gået fra blot at have en risiko for at blive ramt af cyber- og hybride trusler til nu aktivt at blive genstand for angreb som led i internationale og geopolitiske konflikter.

“Vi ser et paradigmeskift, hvor virksomheder ikke længere blot er passive ofre for cyberangreb eller forsyningsforstyrrelser. De er nu mål i en geopolitisk konflikt,” siger Sylvest.

Han peger på, at danske virksomheder, alene på grund af deres tilhørsforhold til vestlige lande, kan blive udsat for angreb fra aktører, der ser dem som legitime mål i hybrid krigsførelse. Ud over cyberangreb og hybride trusler ser Jonas Muñoz Sylvest en stigende risiko for brandkriser i takt med de skiftende handelsstrategier fra store økonomiske aktører som bl.a. USA. Denne udvikling betyder, at virksomhederne må gentænke deres sikkerhedsstrategier.

“Det er ikke længere tilstrækkeligt at have opdaterede firewalls og antivirusprogrammer. Nu er det en bredere kamp om kommunikation, misinformation og disruption, hvor man kan blive mål for statssponsorerede angreb eller plantede rygter, der kan skade virksomhedens omdømme, operationer og drift,” forklarer han.

“Vi har allerede set, hvordan handelskonflikter og toldpolitik har påvirket markederne. Toldbarrierer mod Kina vil ikke kun ramme Kina, men få globale konsekvenser. Danske virksomheder, der eksporterer til andre dele af verden, kan opleve afledte effekter,” siger han.

Brandkriser som følge af USA’s nye politik og tariffer

Den protektionistiske tilgang kan resultere i, at store spillere som Kina må omdirigere deres eksport.

“Hvis kinesiske varer får for svære vilkår i USA, vil de finde andre markeder, hvilket kan presse europæiske og danske virksomheder ud af deres traditionelle markeder,” forklarer han.

Dette kan også have konsekvenser for brandbeskyttelse, hvor virksomheder pludselig kan finde sig selv i unåde på grund af handelskrige.

“Hvis USA pludselig beslutter at sætte restriktioner på danske virksomheder, fordi de har leverancer i bestemte forsyningskæder, kan det føre til en massiv omdømmemæssig krise. Det betyder, at virksomheder må være langt mere proaktive i deres markedsstrategier.”

Kriseforberedelse i en opdateret virkelighed

For at kunne navigere i dette nye landskab er det afgørende, at virksomheder tager en mere strategisk tilgang til krisestyring.

“Det starter på direktionsniveau. Sikkerhed og beredskab skal løftes op som et strategisk fokusområde,” understreger Sylvest.

En central del af denne forberedelse er at kortlægge virksomhedens sårbarheder og afhængigheder.

“Mange virksomheder har først og fremmest fokus på deres egne systemer, men de glemmer ofte, hvor afhængige de er af eksterne leverandører og forsyningskæder,” siger han og peger på eksempler som angreb på kritisk infrastruktur såsom energi- og vandforsyning.

Han anbefaler, at virksomheder arbejder bredt med risikostyring i en proceslaver scenarieanalyser, hvor de vurderer potentielle trusler, sårbarheder og afhægigheder med henblik på at identificere, hvor virksomheden er mest udsat, og hvordan risici kan reduceres. deres konsekvenser.

“Det handler om at være på forkant. Hvis din virksomhed er afhængig af en bestemt type råvare, komponent eller udelukkende kan leveres fra enen specifik region, så skal du have en plan for, hvad du gør, hvis der pludselig opstår en handelskrise, konflikt eller et cyberangreb mod dine leverandører,” siger han.

Jonas Muñoz Sylvest understreger, at de virksomheder, der bedst kan tilpasse sig denne nye virkelighed, også vil være dem, der klarer sig bedst på lang sigt.

“Den globale virkelighed har ændret sig. Det betyder, at danske virksomheder ikke blot skal tænke i traditionel sikkerhed, men i en helhedsorienteret krisestyring, der inkluderer geopolitiske, digitale og omdømmemæssige risici. Et fokus som bør tage sit afsæt på direktionsgangen.”

Bliv klogere på webinaret

Mange virksomheder oplever en stigende interesse for deres ekspertise i disse tider. Mange danske organisationer er vågnet op til en ny virkelighed, og anerkender behovet for kriseforberedelse.

Du kan høre endnu mere om, hvordan man bedst ruster sin virksomhed til fremtidige kriser, når Jonas Munoz Sylvest gæster EGN live studiet. Det gør han den 14. marts, og du kan tilmelde dig lige her.