Europæisk industri snorksover: USA- og erhvervsekspert Bo Memhave forklarer, hvad Trump betyder for erhvervslivet
Tilbagevendelsen af Donald Trump til præsidentembedet i USA kan få markante konsekvenser for europæiske virksomheder. Ifølge USA- og erhvervsekspert Bo Memhave er mange virksomheder ikke tilstrækkeligt forberedte på de potentielle ændringer. En Trump 2.0-regering vil kunne medføre protektionisme, handelsbarrierer og geopolitiske spændinger, som kan presse europæiske virksomheder til at revurdere deres strategier. Bo Memhave har mere end 20 års erfaring inden for rådgivning på B2B-, B2C- og D2C-markederne, og har opnået betydelige resultater inden for IT, pharma, biotek, produktion, distribution og byggeri. Han har haft flere C-level positioner i globale virksomheder, og besidder omfattende international erfaring fra Europa, Asien og Nordamerika.
Handelsbarrierer og America First-politik
Bo Memhave peger på, at Trumps protektionistiske tilgang, herunder “America First”-politikken, vil tvinge virksomheder til at tænke i nye baner.
“Trump har tidligere antydet mulige sanktioner mod Danmark i forbindelse med Grønland samt truet med toldsatser på op til 25 %,” siger Memhave. “Mange af mine kunder spørger sig selv, hvordan de fortsat kan operere på det amerikanske marked – bør de investere i lokal produktion for at undgå nye handelsbarrierer?”
Dette betyder, at virksomheder, der i dag eksporterer direkte til USA, kan blive nødt til at investere i produktion på amerikansk jord. En af de store usikkerheder er, hvor meget af en vare, der faktisk skal produceres i USA for at opnå “Made in USA”-certificeringen.
“Virksomheder sidder lige nu og undersøger, hvor meget de kan outsource og stadig leve op til Trumps forventninger til indenlandsk produktion,” forklarer Memhave.
Geopolitiske spændinger og Europas rolle
Ud over de handelsmæssige udfordringer ser Memhave en øget geopolitisk usikkerhed, der vil påvirke europæiske virksomheder.
“Europa er klemt mellem to stormagter – USA og Kina – i et globalt magtspil,” siger han.
Særligt den kinesiske indflydelse på råvarer og forsyningskæder kan skabe nye udfordringer.
“Kina har investeret i en række lande og kontrollerer store dele af de råmaterialer, som verdensøkonomien er afhængig af. Trump kan vælge at udnytte dette til sin fordel ved at lægge yderligere pres på Europa.”
Dette kan betyde, at virksomheder bliver tvunget til at se på mere lokale forsyningskæder.
“Det kan godt være, det bliver dyrere at producere lokalt, men virksomheder bør overveje, om de er villige til at løbe risikoen ved at være afhængige af globale forsyningslinjer, som kan blive påvirket af handelskonflikter,” påpeger han.
Teknologikapløb og Europas langsommelighed
En anden stor udfordring, som europæiske virksomheder står over for i en potentielt ny Trump-æra, er teknologiudviklingen.
“Europa halter bagefter, når det kommer til innovation. Mens USA og Kina investerer massivt i AI og avancerede teknologier, kæmper europæiske virksomheder med tungt bureaukrati” siger Memhave.
Han mener, at Europa er alt for langsomt til at understøtte iværksætteri og teknologisk vækst.
“I Europa skal man nærmest have en Ph.d. i bureaukrati for at kunne starte en virksomhed. I Kina er mange startups statsstøttede, og i USA er der langt færre regler for innovation. Vi halter bagefter, og det kan blive en katastrofe for europæiske teknologivirksomheder.”
Memhave mener, at europæiske virksomheder må tilpasse sig den nye virkelighed, hvor teknologikapløbet er blevet en afgørende faktor.
“Virksomheder bør ikke kun fokusere på bæredygtighed og ESG-mål, men også tage bestik af den globale konkurrencesituation, hvor regler og støtteordninger er markant anderledes i USA og Kina,” understreger han.
Agilitet og strategisk planlægning er afgørende
For Memhave er det afgørende, at virksomheder handler hurtigt og strategisk.
“Langsigtede strategiplaner er ikke længere nok – virksomheder må være agile og tilpasse sig en hurtigt skiftende global virkelighed. De bedste virksomheder har en fleksibel tilgang, hvor de løbende revurderer deres situation og træffer hurtige beslutninger.”
Han advarer især mod passivitet.
“Vi kan ikke vente seks måneder på at tage beslutninger, for så risikerer vi at blive kørt over af udviklingen,” siger Memhave og tilføjer: “Derfor bør virksomheder gøre geopolitiske og økonomiske analyser til en fast del af deres ledelsesmøder.”
Han afslutter med en opfordring til danske og europæiske virksomheder: “Lad være med at tale jer selv varme i en dommedagsfortælling, men vær heller ikke naive. Vi står i en ny global virkelighed, og dem, der tilpasser sig hurtigst, vil klare sig bedst. Det er en påmindelse om, at der ikke findes de absolut gode eller dårlige løsninger – kun forskellige perspektiver. Når verden står over for komplekse udfordringer, kan evnen til at omfavne forskellige vinkler med nysgerrighed frem for konfrontation være nøglen til fremskridt.”
Er du interesseret i at høre mere om et medlemskab, kan du læse mere lige her.