Kritik i mange former

Hvordan håndterer vi bedst kritik?

At modtage kritik kan være et relativt ømt punkt for mange, og det er som udgangspunkt aldrig rart at stå på mål for kritik. Mange af os genkender udtrykket, vi kan huske, vi har hørt helt tilbage fra da vi var børn: ”Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være med at sige noget.” Men er vi egentlig så gode til at efterleve dette?

Det er vigtigt at huske, at kritik naturligvis kan tage mange former og kan leveres på mange måder. I nogle tilfælde udfolder den sig i tomme ord, der blot er direkte negativ og skadende, mens den i andre er konstruktiv og kan give anledning til udvikling. Ikke desto mindre kan det være enormt svært at imødekomme kritik. Den kan ramme os personligt, også selvom den ikke er målrettet vores person. Og den kan gøre os blind overfor, hvad vi rent faktisk kan lære af den, fordi vi ikke har de rigtige mentale værktøjer og det rette grundlag til at imødekomme den. Ofte får vi smidt råd efter os som fx ”Bare ryst det af dig!” eller ”Lad nu være med at være så nærtagende”, men disse ord har mange gange ingen decideret effekt og preller blot af os, når vi føler os grundlæggende ramt.

Især på de sociale medier kan tonen være nådesløs. Selve idéen om en fri platform til at kunne udtrykke sig og sige præcis, hvad man har på hjerte, positivt såvel som negativt, lyder god, men man skal passe på med ikke at misbruge det privilegium. Laver man en spørgerunde, vil mange nok nikke ja til, at der er en generel tendens til, at folk er bedre til at skrue op for de negative udmeldinger mod andre, når fysisk tilstedeværelse ingen rolle spiller. På de sociale medier er det især også virksomhederne i deres samlede hele, der står for skud for kritik. De services og produkter, virksomhederne tilbyder kan komme under luppen og kundernes oplevelser og erfaringer med dem kan herefter blive delt i et offentligt rum, som virksomhederne ikke selv har kontrol over – og det er ikke altid de positive anmeldelser, der er flest af.

I andre tilfælde kan det være én selv som individ i sin arbejdsmæssige position, der kan stå i skudlinjen for kritik. Der kan f.eks. være tale om en utilfreds kunde, leverandør, samarbejdspartner eller lignende – eller måske finder ens eget team eller kollegaer fejl i eller sætter sig imod ens idéer eller visioner. Og selvom det måske er langt fra størstedelen af de mennesker, vi interagerer med, der rent faktisk har noget negativt at sige til os på arbejdspladsen, så har vi alligevel tendens til at dvæle ved dem, der har.

Uanset hvordan kritikken formuleres eller hvilken form den bliver serveret i, om den kommer som et lyn fra en klar himmel eller vi forventer den, så handler det om at skabe et robust udgangspunkt til, når kritikken rammer. På den måde minimeres risikoen for at miste jordforbindelsen og overblikket, hvis man ikke på forhånd har gjort sig tanker om, hvordan kritik skal takles, når man møder den.

Vær forberedt og lyt
Kritik er uundgåeligt for alle. Har du store visioner og planer, der omfavner mange alsidige perspektiver, kan det naturligvis lægge op til store uenigheder. Når vi modtager kritik, kan vi ofte føle os angrebet, og her er den første indskydelse ofte enten at gå til modangreb eller gå i forsvarsposition – det kan de fleste nok genkende. Det handler dog i bund og grund om at kombinere og balancere fornuft og følelser. Du kan evt. vælge at have forberedt en lille liste, som du har liggende i baghovedet med små generiske formuleringer eller vendinger, du kan trække på, når du bliver mødt af kritik. Er du i tvivl om, hvordan du skal respondere på kritik, kan du som det første bede modparten om at uddybe kritikken – på den måde tydeliggøres formålet bag det samtidigt med, at du viser, at du lytter og imødekommer vedkommende og undgår dermed en potentiel yderligere optrapning.

Fasthold perspektivet
Det er vigtigt, at du ikke katastrofetænker med det samme, du møder kritik. For din egen skyld bør du forsøge at holde tingene i perspektiv. Det kan godt være, at dine idéer og visioner er vigtige for dig, og du ønsker, at alle omkring dig skal være ombord på dine planer – derfor kan du være ekstra sensitiv overfor folks reaktioner, når du præsenterer dem. Små gestikulationer fra dit team såsom at rømme sig, rynke panden eller lige tjekke telefonen, er dog ikke nødvendigvis et tegn på modstand eller negativitet overfor dine idéer – selvom du måske føler det. Men selvom dette ikke er lig med direkte kritik, og muligvis slet ikke betyder, det du måske tror, kan du stadig vælge at italesætte din undren. Du kan jo f.eks. prøve sætte ord på, at du lagde mærke til, at din kollega rynkede panden – har det, for det første, overhovedet noget at gøre med det, du sagde? Handler det blot om, at vedkommende lige skal have forklaret tingene yderligere? Eller er det en uenighed eller bekymring, I måske skal tale om? På den måde tager du også en potentiel konflikt i opløbet og giver den anden plads til at udtrykke sig omkring sin eventuelle uenighed. Om det er under en præsentationen, en en-til-en samtale, så spørg ind til den reaktion, du bliver mødt af og forsøg at undgå at drage forhastede konklusioner.

Ret kritikken mod din rolle, ikke din person
Din person og din arbejdsmæssige rolle er to vidt forskellige ting – og det er uhyre vigtigt, at du ikke forveksler de to. Vi har somme tider tendens til at tage ting personlige, der i virkeligheden slet ikke er personlige. De er blot en del af vilkårene af vores arbejde. En salgsansvarlig i en given virksomhed kan være utilfreds med rollen som produktansvarlig – og det gælder uanset hvem, der sidder i rollen. Vær altid opmærksom på dine roller og undgå at sammenblande dem – vurdér altid, om kritikken i virkeligheden er rettet mod dig som person eller mod de potentielle problematikker og spændinger, din arbejdsmæssige rolle helt naturligt kan fremkalde. 

Bliv ikke hængende
Det er helt naturligt, at du kan komme til at ”hænge” for meget i kritikken – at gruble over den igen og igen. Men det er i virkeligheden som at kradse i et sår, der aldrig får lov til at hele. Og det giver kun anledning til, at de negative perspektiver får lov at hobe sig op og blokere dit udsyn. Mange af os har en hel naturlig tilbøjelighed til at prioritere det negative frem for det positive. Sæt i stedet aktivt fokus på at omvende kritikken til en trædesten; husk på de gange, du er blevet anerkendt og tving dig selv til at dvæle ved den positive feedback i stedet.

Brug dit netværk
Føler vi os underlagt af kritik, kan vi også have tendens til at trække os fra andre, og det kan gøre mere skade end gavn. Vi som mennesker søger konstant efter accept og anerkendelse, og derfor kan vi, som nævnt, være følsomme overfor kritik, da det kan give os indikationer på netop det modsatte. Det er vigtigt at huske, at ikke to mennesker ser og oplever verden på helt samme måde, og derfor tolker vi også alle ting forskelligt, hvilket til tider kan gøre os rasende uenige – men bliver vi forblændet af andres kritik af os, er det vigtigt ikke at isolere sig selv. Prøv i stedet at samle en alsidig gruppe af personer, der rent faktisk er interesseret og investeret i din succes, og som vil fortælle dig sandheden. På den måde får du flere perspektiver på sagen og sørger for, at du ikke låser dig fast i det kritiske perspektiv, som andre måske har pålagt dine idéer og visioner.

Vi hører gang på gang, at kritik er sundt og er en grundlæggende præmis for personlig videreudvikling, men ikke desto mindre kan den gøre ondt og være svær at håndtere – uanset hvilken form den bliver serveret i. Derfor handler det altså om, som ovenstående punkter også vidner om, at øve sig i, hvordan man vælger at takle den kritik, man møder. For selvom man kan lære meget af kritik, så kan det i mange tilfælde være ekstremt svært at bearbejde den konstruktivt og reagere fornuftigt på den – og som alt andet i livet handler det om øvelse for at blive bedre. Med tiden giver det én et større fundament for at kunne have medindflydelse på egne reaktioner og følelser omkring kritik – for uanset hvad, kan man aldrig bestemme, hvad andre mennesker mener, siger eller gør. Derimod kan man, med øvelse og aktiv indstilling, selv være med til at bestemme, hvordan man reagerer på det.

Når vi modtager kritik og har opbygget et solidt grundlag for os selv til, hvordan vi vælger at respondere på det, kan det også være med til, at vi kommunikerer mere ligeværdigt med den anden part – og det kan give os det selvværd, der kan hjælpe os til at erkende, at mennesker er grundlæggende forskellige, både i holdninger og i handlinger, og at der skal være plads til alle meninger og perspektiver – også vores egne.

 

Tal med en rådgiver om dine muligheder i vores netværk:
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
TwitterLinkedInFacebookCopy Link