TwitterLinkedInFacebookCopy Link

Kommunikationsstrategien 2020 – virkeligheden ændrer vores planer

Vi har haft fint besøg i EGN-studiet af Astrid Haug til et spændende webinar omkring ”Kommunikationsstrategien 2020 – virkeligheden ændrer vores planer”.  Nåede du ikke at deltage i webinaret, kan du finde en optagelse af hele foredraget her

Astrid Haug er rådgiver inden for sociale medier, digitalisering og strategisk kommunikation og er netop aktuel med bogen: ”Krise, krudt og KRAM”. Ydermere er Astrids CV prydet med jobtitler som Pressechef på Christiansborg, Community Manager på Berlingske, Rådgiver i Kulturministeriet, Bestyrelsesmedlem i Unicef m.m. I 2013 stiftede Astrid sit eget bureau; Astrid Haug Bureau, hvor hun som digital rådgiver, hjælper virksomheder og organisationer med strategisk brug af sociale medier, afholder workshops og foredrag og kommenterer sociale medier, politik og digital transformation i medierne.

Astrid Haug indledte webinaret med ordene: ”Vi er et sted hvor vi skal binde krisestrategier og kommunikationsstrategier sammen”. Men hvordan gør man dette i praksis?

Vi har været så heldige at tale med Astrid omkring kommunikationsstrategi anno 2020, og hvorfor der (måske mere en nogensinde før) er værdi at finde i et godt netværk.

”Et af budskaberne bag både mit webinar og min nye bog;” Krise, krudt og KRAM” er netop at kommunikation er det der sker, mens vi har travlt med at sidde og lave kommunikationsplaner. Forstået på den måde, at man ofte kan blive så fokuseret på at lave disse strategier og fordre sine kanaler, at man helt glemmer at kigge op og tage bestik af, hvad der sker ude i verden, her og nu, og hvor hurtigt tingene faktisk ændrer sig”. 

Mange virksomheder kommunikerer med dårlig effekt
Modsat tidligere kan man som virksomhed i dag nemt kommunikere direkte med sine kunder, dette betyder dog også, at magten i højeste grad er hos kunderne selv. De bestemmer selv, hvem de vil følge på sociale medier, og hvad vil bruge deres tid på. Tilgængeligt for alle, kan de ytre sig med både god og negativ respons af din virksomhed, hvorfor kommunikation på sociale medier er uhyre vigtig at forstå, men kan være svært at mestre.

Jeg oplever ofte virksomheder, der kontinuerligt fordrer deres LinkedIn-side eller Facebook-side, men uden faktisk rigtigt at have nogen effekt af det. Der er en tendens på sociale medier i dag, hvor folk vil se ansigter, personer (direktører, nøglepersoner) fremfor blot et brand. Jeg savnede selv en eller anden model eller ramme så at sige, for at forstå strategisk kommunikation, hvor man ikke helt klassisk kigger på kommunikation og sociale medier for sig, men hvor man kigger på hele landskabet; hvordan folk agerer, og hvordan de bruger sociale medier i vid udstrækning”.

Men hvordan kan vi arbejde med strategisk kommunikation, der i den grad tager afsæt i det digitale, men også tænker på samspillet mellem det digitale og de fysiske kanaler?

”Noget af det jeg kommer frem til i bogen, og som også er kendt viden inde for forskning, er netop at det er rigtig godt hvis du har mange forskellige kanaler i spil. Det er sådan set bedre at du eksponerer folk for budskaber på forskellige kanaler, fremfor bare at eksponere dem mange gange på de samme kanaler. Det er den ene del af det. Den anden del er, hvor du siger; Jamen okay, hvordan kan man så være tilstede på alle disse kanaler, som samtidig hele tiden er i bevægelse.

Det er her vi har brug for noget andet end den helt klassiske kanalstrategi og indholdsplan. Vi skal være villige til at rykke os, og være mere agile i vores kommunikation. Agilitet handler om hurtig omstilling, og her er der ingen ”hovsa-løsninger”.

Agilitet er en metode, som man kender inden for IT, teknologi, produktion, men altså også kommunikation. Vi skal blive bedre til at arbejde på tværs, og få så megen god viden i spil. Kan man få HR, IT, Kommunikation og Marketing til at arbejde bedre sammen, kan man også blive mere agil. Det handler i bund og grund om at prøve nye ting af, ikke kun faste riller, også selvom det går godt. Ren lavpraktisk kan det være at lave en liste over det, I vil prøve af, fx webinars, Instagram Live. Ting, som man ikke har gjort før. Især fordi kanalerne ændrer sig hele tiden, og så nytter det ikke noget at køre i det samme spor”.  

Personliggør din kommunikation ved hjælp at et godt netværk
Det er ingen hemmelighed, at der florerer utrolig meget information på de sociale medier, som alle kæmper om at få opmærksomheden. Hvis dine kunder skal vælge at bruge deres tid på dig og din virksomhed, så skal det også være, fordi at de føler, at informationen er relevant for dem. Det er ren logik, men ej heller nemt at mestre. Platforme som Facebook, LinkdIn og Instagram bliver netop kaldt sociale, fordi vi bruger dem til at skabe forbindelse til familie, venner og bekendte, hvor man sender information ud om sit eget liv og modtager ny information om andres og udvider sit netværk. Vi spurgte Astrid, hvad hun forbinder med ordet netværk, og hvorfor det er en relevant del af kommunikationsstrategi:

”Jeg tror egentlig folk opfatter netværk meget forskelligt. Du kan jo have dit tætte netværk, men jeg kan egentlig også meget godt lide at operere med et stort og bredt netværk, hvor man ser sig selv som et slags forum. Her giver man noget til andre, og så får man forhåbentligt noget igen. Dette bruger jeg også som udgangspunkt ift. sociale medier, hvor det som sagt er meget tydeligt, at folk hellere vil følge en person, end de vil følge et logo eller brand. Det er altså den her menneskelige relation, vi er på udkig efter, også når vi går på arbejde, eller når vi skal lave forretninger. Det er den menneskelige relation, som skaber den næste succes på mange måder, hvad end det er samarbejder med kunder eller andre medarbejdere.”

Men hvorfor er det vigtigt at netværke?
”Jeg oplever, at der er sket et skift, og at vi i Danmark er blevet bedre til at netværke, og gør det mere. Vi gør det mere synligt, og det gør det mere acceptabelt. Hvor det måske tidligere foregik mere i nogle lukkede fora, så er der kommet meget mere fokus på det her med netværk. Så jeg synes, det er en vigtig del både privat og professionelt. Én ting er i forhold til ens forretning, men også i forhold til den viden, man får og man indsamler. Det nytter ikke noget, at man som virksomhed er sådan et vaccum, og man altid agerer ud fra det, der foregår inden for virksomhedens fire murer, og det er jo netop dér, hvor det med at have et stærkt netværk gør, at man kommer uden for sin egen boble, din egen branche, og møder nogle folk, der har og kan noget andet.” 

”Et konkret eksempel på noget, jeg oplever ofte, når jeg er ude i virksomheder, er netop, når jeg spørger; Nå, hvem er jeres konkurrenter så? Så nævner de ofte 3-4 virksomheder, som laver præcis det samme som dem selv. Hvortil jeg spørger: Jamen hvad med nogle af de her tech-virksomheder – kunne de ikke være jeres konkurrenter? Hvad med nogle af de her kinesiske tech-virksomheder – kunne de ikke være jeres konkurrenter? Hvad med nogle startups – kunne de ikke være jeres konkurrenter? Netop fordi vi i dag oplever så mange brancheglidninger , og ikke mindst i takt med alting bliver mere digitalt. Så det med at have et netværk, som inspirerer dig, men hvor du også kan dele ud af din egen viden, er for mig noget af det, der giver glæde i arbejdslivet, så man netop ikke bare sidder foran sin egen skærm og opererer i sådan et vaccum.”

Nu nævnte du selv det her med at folk hellere vil se en person end et logo. Tænker du, at det som følge af digitaliseringen, og at flere og flere er online, er blevet sværere at skelne mellem det professionelle og personlige liv – altså deler vi nu for meget, eller for lidt ud af os selv?

“Altså tværtimod tror jeg, hvis vi sådan tager de professionelle briller på, at flere og flere finder ud af, at når du er på sociale medier, så skal du agere professionelt, så skal du agere som om, at alt det jeg skriver her, kan blive læst af min chef og mine kollegaer og journalister og konkurrenter. Altså at man ikke har den der naive idé om, at jeg kan være privat her, og herover på LinkedIn kan jeg være professionel, og så er jeg super privat på de andre. Den køber jeg ikke. Man gør sig selv den tjeneste at sige, jeg bruger de her sociale medier professionelt, derfor kan man godt være personlig, og man kan også godt overveje at vise nogle private ting frem, altså noget fra sit hjem, men det er i hvert fald nogle overvejelser, man skal gøre sig – passer det ind i det professionelle og personlige, som man også gerne vil være?”.

Så det handler om at finde den rette balance mellem det professionelle og det personlige?

“Ja, og på den måde så bliver vi alle sammen også lidt influencers. Man kan jo kigge på politikere, og se på, hvordan de gør det. Meget bevidst viser de fx når de har bagt en kage, løbet en tur, eller holder børnefødselsdag. En måde at vise, at de også er mennesker, ligesom alle os andre. Og det samme ser vi i stigende grad også erhvervslivet gøre. Højtidlighed kommer man ikke særlig langt med på de sociale medier, brands tager ofte sig selv meget højtidligt, men det gør brugerne bare nødvendigvis ikke.”

Ligger det dig meget på sinde både professionelt og privat at pleje dit netværk?

”Ja, det må man sige. Både som selvstændig, og som konsulent, kan man sige, at jeg eksisterer i form af mit netværk på mange måder. Men også fordi, jeg synes, det er skide sjovt. Jeg elsker at snakke med nye mennesker og få ny inspiration og ideer og få mange forskellige inputs, så det ikke bare er de samme 5 mennesker, man altid får idéer fra eller snakker med. Så jo, det bruger jeg rigtig meget – og det burde vi alle”.

Ligesom Astrid tror vi også på værdien af et godt netværk – og skulle du mangle et professionelt netværk med ligesindede at sparre med, kan du læse meget mere om vores forskellige netværksgrupper lige HER.

Sammen er vi med til at #Makingeachotherbetter .

TwitterLinkedInFacebookCopy Link


  • Vil du følge med i hvad der sker i netværket?

    Skal vi holde dig opdateret, når der sker nye og spændende ting i netværket? Via vores nyhedsbrev får du løbende indsigt i kommende events og nye grupper samt spændende artikler fra Harvard Business Review.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Kommende events